Behandling af akne

Akne kan behandles på flere forskellige måder, og her vil lægen tage højde for dens sværhedsgrad. Hvis der er tale om svær akne, vil lægen oftest henvise patienten til en hudlæge.

Behandlingen målrettes årsagen eller årsagerne til udviklingen af akne, som fx kan skyldes en øget produktion af hudfedt, forsnævring af talgkirtlernes åbning eller selve aknebakterien.

OBS

Der er i nedenstående beskrivelse nævnt medicinpræparater som Hejdoktor ikke kan hjælpe med. Det drejer sig om følgende lægemidler: methotrexat, prednisolon, isotretinoin, ciclosporin, acitretin og/eller azathioprin. Dette skyldes at behandling med disse lægemidler kræver grundig undersøgelse herunder blodprøver, blodtryk, graviditetstest mm.

Hvilke behandlinger findes der?

  • Der findes både lokalbehandling (creme/salve) i form af fx Basiron og tablet/medicinsk behandling af akne som fx Roaccutan

  • Kvinder der lider af svær akne, kan også have gavnlig effekt af p-piller, da disse kan være med til at hæmme det mandlige kønshormon

Kan man få piller mod akne?

Hudlægen kan udskrive en meget effektiv tabletbehandling, der ved størstedelen fjerner deres acne helt og aldeles.

  • Lider man af svær akne, hvortil ingen af de andre behandlinger har haft den ønskede effekt, så kan hudlægen udskrive isotretinoin (Roaccutan). Gravide må heller ikke indtage dette præparat. Man anbefales også først at blive gravid en måned efter, at man er ophørt med denne behandling

  • Isotretinoin må desuden heller ikke indtages af personer med nyre- eller leversygdomme. Under denne form for behandling skal man også løbende have taget blodprøver. Det er kun hudlæger, som kan igangsætte behandling med isotretinoin

  • Ved svær akne med bumser er det også muligt at langtidsbehandle med antibiotika som fx tetracyklin eller makrolider, disse må dog ikke anvendes af gravide, ammende eller børn under 12 år

  • Hvis din egen læge ikke kan komme problemet til livs, så er det en god idé at bede om, at blive henvist til en hudlæge

Hvordan får man akne piller?

Aknepiller udskrives af egen læge eller hudlæge, hvis lægen vurderer, at dette er den rette behandling. Hvis du har forsøgt dig frem med fx Basiron men uden virkning, så er det en god idé at tage en snak med lægen om, hvad der er den rette løsning i netop dit tilfælde.

Hvor hurtigt virker akne piller?

Virkningen af isotretinoin indtræder efter 1-2 måneders behandling hos de fleste. Dog skal man være opmærksom på, at der kan opstå midlertidig forværring de første par uger.

  • Det er en god idé at tale med din læge eller en af vores hudlæger om, hvor hurtigt du kan forvente bedring ved netop den behandling, som du bliver anbefalet

Lokal behandling af akne:

  • I de fleste tilfælde vil det være nok at behandle lokalt ved at smøre med fx azelainsyre eller benzoylperoxid (Basiron). Disse behandlende cremer modvirker den før omtalte forsnævring af talgkirtlerne åbning, og er samtidigt med til at hæmme fremkomsten af aknebakterien

  • Hvis det drejer sig om svær akne, så kan lægen udover førnævnte midler også udskrive clindamycin (Dalacin), som er et antibiotikum, men denne behandling må kun anvendes i en kort periode, da der ellers er risiko for, at bakterierne bliver resistente

  • Akne som hovedsageligt består af hudorme og bumser behandles som regel med adapalen fx kombineret med benzoylperoxid. Her skal man være opmærksom på, at disse midler ikke må benyttes af gravide eller af kvinder i den fødedygtige alder, der ikke er på en sikker præventionsform som eksempelvis p-piller