Det klør og svier!
Svamp og udflåd, er ofte ikke noget vi taler åbent om. Men når det klør og svier i underlivet, kan det skyldes skedesvamp, som kan være en tilbagevendende gene hos nogle kvinder, og som i sjældne tilfælde kræver flere måneders behandling. Svampeinfektion i skeden er en hyppig tilstand, idet tre ud af fire kvinder i deres liv oplever mindst en episode med skedesvamp.
– Når du har svamp, er du ofte ikke i tvivl. Det klør og svier voldsomt i skeden og ved skedeindgangen, forklarer Annemarie Bay-Andersen, speciallæge i almen medicin og tidligere praktiserende læge gennem 14 år i Roskilde og nu en del af teamet bag Hejdoktor.dk – Danmarks nye online lægetjeneste, der gør det muligt at komme i kontakt med læge uden telefonkø, når det passer dig.
Hvad er skedesvamp?
Svamp i skeden er en infektion, der oftest skyldes en gærsvamp kaldet Candida albicans. Skedesvamp opstår, når surheden (ph-værdien) i skeden kommer i ubalance og bliver ændret. Hvis Ph-værdien stiger, har candidasvampen god mulighed for at vokse og føre til skedesvamp.
– I skeden er der et fint og velbalanceret miljø. Hvis der opstår en ubalance, og surhedsgraden dermed ændrer sig, så kan candidasvampen blomstre op og resultere i en svampeinfektion, forklarer Annemarie Bay-Andersen.
Årsager og symptomer på skedesvamp
Mange tror at man kan få skedesvamp, fordi man ikke holder sig ren og ikke er hygiejnisk, når det kommer til de intime dele. Den opfattelse er ikke korrekt, fortæller Annemarie Bay-Andersen og forklarer i stedet:
–Skedesvamp er forårsaget af en ubalance i underlivet. Og den hyppigste årsag til svampeinfektion er faktisk antibiotikabehandling, da antibiotika hæmmer de bakterier, som normalt lever sammen med små mængder svamp i skeden. Når bakterierne dræbes, får svampen overtaget og kan formere sig frit. Også behandling med andre former for medicin kan medføre svampeinfektion i skeden.
–Andre ting som kan føre til svamp i skeden, er sukkersyge, brug af sæbe, graviditet, menstruation eller svækket immunsystem.
Annemarie Bay-Andersen påpeger derudover følgende symptomer som du bør være opmærksom på:
– Der er nogle klare symptomer på skedesvamp, blandt andet kløe, rødme, svie og hævelse. Du vil også oftest mærke en tydelig irritation i skedeåbningen. Der ses derudover ofte tykt, hvidt og klumpet udflåd, der ligner hytteost og som normalt ikke lugter. Ved den gynækologiske undersøgelse er der hvide klumpede belægninger på en rød irriteret slimhinde på skedevægge og livmoderhalsen.
Mange har smerter og ømhed ved samleje, slimhinderne kan føles tørre og sarte, og der kan opstå revner ved skedeindgangen. Der kan også opleves svie ved vandladningen.
Så hvis du oplever de nævnte symptomer kan der være en sandsynlighed for, at du har skedesvamp. Men det kan muligvis også skyldes noget andet.
Annemarie Bay-Andersen understreger, at hvis man ikke tidligere har haft svampeinfektioner, hvis man er usikker eller har blodigt udflåd så bør man kontakte en læge.
Hvad kan du selv gøre for at forebygge svamp?
Ifølge Annemarie Bay-Andersen er det ikke farligt at have skedesvamp, det er bare møg ubehageligt.
Der er dog nogle gode råd som hun mener man med fordel kan følge:
– Hvis man har tendens til gentagende infektioner, vil jeg fraråde tætsiddende trusser af syntetisk materiale og brug af trusseindlæg.
– Samtidig vil jeg fraråde brug af sæbe i skridtet, som kan forstyrre pH-balancen i skeden, og dermed forværre situationen. Ved brug af sæbe- brug intimsæbe.
– Derudover kan man evt. forebyggende bruge Vivag til at øge surhedsgraden
Hvordan stilles diagnosen?
De typiske symptomer gør det til en enkel diagnose. Det viser sig dog, at mange kvinder, der selv tror de har svampeinfektion, ikke har det.
Svampen kan af en læge påvises ved mikroskopi af udflådet. En hjemmetest kan også anvendes
Hvordan behandles skedesvamp?
Annemarie Bay-Andersen forklarer at skedesvamp behandles medicinsk enten med stikpiller / creme lokalt i skeden eller med en tabletbehandling.
– Skedesvamp kan ofte behandles med håndkøbsmedicin. Man kan bruge vaginaltabletter til skeden og evt. supplere med en creme. Der findes forskellige kombinationsbehandlinger. Tabletbehandlingen må dog ikke anvendes til gravide. Vaginaltabletterne skal placeres dybt i skeden lige inden sengetid. Hvis du bruger en creme, skal den smøres på det angrebne område 2-3 gange dagligt i op til 1-2 uger.
Er du i tvivl, om dine symptomer tyder på skedesvamp? Med et abonnement hos Hejdoktor.dk kan du altid spørge vores kyndige team af læger til råds om alt mellem himmel og jord – intet er for småt. Læs mere her.