Hvad er slidgigt?

Slidgigt også kaldet artrose, og er en langsomt progredierende proces der tilskrives den degeneration der sker med bruskvævet med alderen. 

ONLINE FYSIOTERAPEUT

Årsager

Traumer med bruskødelæggelse og ledbetændelse kan accelerere processen og ved fx korsbåndsskader, ses slidgigt hos meget unge mennesker, idet 50% udvikler slidgigt indenfor 10-15 år efter deres skade. Det ser desværre ikke ud til at rekonstruktionen af korsbåndet ændre væsentligt på dette forhold.

Meniskerne er vigtige for knæstabiliteten samtidig med at de fordeler kompressionskræfterne over et større areal på knæets bæreflade. Hvis en menisk helt eller delvist fjernes, vil man hos 40% se udvikling af artrose i knæet efter 10 år, hvorfor man tilstræber at lave meniskbevarende operationer, og der eksperimenteres en del med menisk transplantationer. Belastninger i sig selv ser ikke ud til at øge risikoen for sidgigt i knæet, idet intensivt trænende løbere ikke udvikler tidligere slidgigt end andre. Ved mere uhensigtsmæssige knæbelastninger med gentagne vridbelastninger som i fx fodbold/håndbold, kan man dog se en øget forekomst af tidlig artrose. Der er en vis arvelig disposition for slidgigt i knæet, og kvinder er mere udsatte end mænd.

Overvægt medfører øget belastning og øger også risikoen for symptomgivende artrose.

Symptomer:

Symptomerne på slidgigt i knæet er smerter, i starten optræder smerterne i forbindelse med belastninger, men som slidgigten forværres, kan der efterhånden også forekomme hvilesmerter. Ved slidgigt på bærefladerne er der især smerter ved stødbelastninger på knæet, som ved løb, hop og gang på hårdt underlag. Ved slidgigt mellem knæskal og lårben, er der især smerter ved belastninger på bøjet knæ, som ved trappegang og rejsning fra stol. Der er ofte skurren fra knæet ved bevægelse, og der kan være fornemmelse af, at noget kommer i klemme i leddet, som små aflåsninger og nogle gange også som knæsvigt. Nogle gange er der hævelse i kortere eller længerevarende perioder. Slidgigt medfører at bruskens højde gradvist aftager. Herved bliver ledkapsel og ledbånd relativt slappere, hvilket medfører en forringet stabilitet af knæleddet, der udover at genere patienten, også kan forværre slitagen og dermed slidgigten. Senere i forløbet degenererer ledkapslen og der opstår tiltagende stivhed og nedsat bevægelse over leddet.

Behandling

Aktiv aflastning fra provokerende belastninger.

Ved artrose på bærefladerne bør stødbelastningen reduceres, herunder løb, hop og meget gang, på især hårdt underlag. Stødet kan reduceres med stødabsorberende fodtøj.

Ved slidgigt bag knæskallen, bør belastninger på bøjet knæ begrænses (ski, badminton, squash).

Uanset hvor artrosen befinder sig, bør trappegang og gang i bakker (kuperede golfbaner) reduceres pga. kompressionskræfterne. Af samme årsag bør patienten undgå dybe stole.

Samtidig er det vigtigt, at ernære og stimulere brusken ved øvelser og kontrolleret belastning. Cykling, svømning eller vandgymnastik er gode måder at stimulere knæleddet på, samtidig med at belastningen reduceres. Stavgang kan også være en fordel, da forflytning af belastning sker fra ben til arme.

Balance og styrketræning er vigtige elementer for at øge stabiliteten over knæleddet. Knæets stabilitet kan også øges ved elastikbind. Ved overvægt tilstræbes vægttab. Ved blot 5 kg vægttab kan kompressionskræfterne mindskes med op til 100 kg ved trappegang.

Smerterne fra knæet kan yderligere reduceres ved akupunktur og smertestillende medicin.

Ved hævelse af knæ kan NSAID præparater som Ibrufen og Ipren eller injektion med binyrebark benyttes.

Sidste udvej er operation, hvor større eller mindre dele af leddet udskiftes.

I sportens verden med mindre bruskskader på små områder af knæleddets bæreflader eksperimenteres ved at dyrke nye bruskceller, eller ved at bore små huller som således danner arvæv, som skal illustrere ny støddæmper.

Første behandlingen vil altid være konservativ – altså bl.a. træning.

Din erfarne fysioterapeut hos Hejdoktor kan hjælpe dig med at lægge et program, så du øger styrken og stabiliteten omkring dit slidgigtsknæ. Kontakt os i dag, vi har ingen ventetid og du behøver ingen henvisning fra egen læge først.

Du kan booke en tid hos os her.  

Online
Fysioterapeut
Drop ventetiden og få hjælp nu
Hejdoktor.dk
Opret gratis profil
Hejdoktor.dk Hejdoktor.dk