Det klør som bare pokker!
Det er ikke rart at blive smittet med børneorm – det klør af pommern til. Rigtig mange børnefamilier, stifter på et eller andet tidspunkt bekendtskab med børneorm, også kaldet småorm, som er en infektion med ormen Enterobius vermicularis i tyktarmen – herunder endetarmen. Mennesket er dens eneste vært, og en person smittet med børneorm kan huse fra nogle få til flere hundrede orme. Smitte bliver overført direkte fra endetarmen til mund.
– Børneorm er noget som børn let kan få, men som omvendt er lidt svært af slippe af med igen, forklarer Annemarie Bay-Andersen, speciallæge i almen medicin og tidligere praktiserende læge gennem 14 år i Roskilde og nu en del af teamet bag Hejdoktor.dk – Danmarks nye sundhedsportal, der gør det muligt at komme i kontakt med læge og hudlæge uden telefonkø, når det passer dig.
Æg fra børneorm kan leve i flere uger!
Annemarie Bay-Andersen fortsætter:
– Fra man bliver smittet med æg, går der det 3 til 4 uger, før ægget er udviklet til en voksen hun, der lægger nye æg. Æg fra børneormen kan leve i flere dage uden for kroppen, eksempelvis i undertøj og sengetøjet. Derfra kan æggene overføres til hænder, madvarer, håndklæder og på den måde smitte andre.
Børneorm, er en af de mest almindelig ormeinfektioner i Danmark, og smitter på trods af navnet både voksne og børn. Om natten vandrer hunnen ud gennem endetarmsåbningen og lægger flere tusinde æg omkring endetarmsåbningen, hvorefter den dør.
– Børnene får typisk nærkontakt med æggene, når de leger med andre børn. Hvis æggene når fra hænder ind i munden, vil de klækkes i tolvfingertarmen, og larverne vil vandre videre til tyktarmen, og så har vi balladen. Et barn, der allerede har fået børneorm, kan også smitte sig selv gennem kløe, fortæller hun.
Oftest opdager man børneorm på grund af at det klør i numsen på barnet, men Annemarie Bay-Andersen understreger desuden, at man faktisk godt kan have børneorm, uden at det klør. Søvnbesvær, rastløshed, irritabilitet er andre almindelige symptomer – især hos børn. Hos piger kan børneorm bevæge sig op i skeden og give anledning til kløe og udflåd.
De fleste infektioner med børneorm er faktisk symptomfrie, men ved stærk kløe omkring endetarmsåbningen kan børneorm føre til afskrabning af hud og udvikling af børnesår.
Børneorm opdages ved, at man ser de 1 cm lange hvide ”sytråde’’ omkring barnets endetarmsåbning eller i barnets afføring. Hvis man vil undersøge om der er tale om børneorm, skal man kigge efter i endetarmsområdet, om aftenen og natten, og Annemarie Bay-Andersen fortæller:
-Ofte stiller man selv diagnosen, da man ser de sytrådstynde orme i afføringen eller ved barnets endetarmsåbning. Hvor man ofte kan se en lille hun-orm bevæge sig. Det er en lille, gulhvid orm, som er 8-13 mm x 0,5 mm stor.
– Hvis det er svært at se ormen, så kan man bruge tape metoden forklarer Annemarie Bay-Andersen og fortsætter:
– Lægen kan stille diagnosen ved at mikroskopere et stykke tape, der har været trykket mod endetarmsåbningen. I mikroskopet ses de små æg, der sidder fast på tapen.
Tapeundersøgelsen foretages bedst om morgenen, hvor barnet skal blive i sengen under dynen, indtil undersøgelsen er foretaget. Ormene kommer helst frem, når der er mørkt og varmt. Gentagne test kan være nødvendige, idet man ved en enkelt prøve kun påviser æg i ca. 50% af tilfældene, mens man ved tre prøver øger fangsten til 90%.
Hvad kan du gøre ved Børneorm?
Behandlingen består i, at alle i husstanden på samme tid får en ormekur – også medlemmer, som ikke har symptomer. Der gives medicin (enten som tabletter eller i flydende form) én gang hver 14. dag, i alt tre gange. Medicinen er på recept og kan fås ved at kontakte Hejdoktor.dk, forklarer Annemarie Bay-Andersen.
Hvis der optræder tilbagefald, kan man i næste behandlingsrunde vælge at give 6 behandlinger med 1 uges mellemrum.
Selv om behandlingen er effektiv, er gentagne infektioner hyppige. Fordi andre familiemedlemmer ofte også er smittede, kan det være, at behandlingen “glipper” hos nogle, og da stiger risikoen for ny infektion. I nogle tilfælde kan det også være andre børn i børnehave eller andre nære skolevenner, som er “bærere” af infektion.
– Det er ekstremt vigtigt, at hele familien inklusiv forældrene også tager medicinen, siger Annemarie Bay-Andersen og tilføjer:
– Mange voksne tror nemlig ikke, de er smittet, fordi de ikke kan mærke noget, og så bliver familien ved med at smitte hinanden. Børn som er smittet med børneorm behøver ikke blive hjemme fra institution, men man skal huske at give pædagoger og lærerne besked.
– Ud over medicinsk behandling er det i disse tilfælde vigtigt at understrege behovet for streng personlig hygiejne, siger Annamarie Bay-Andersen og tilføjer:
– Hygiejne er Alpha og Omega, når det handler om at forebygge og bekæmpe børneorm.
10 gode råd, når familien er ramt af børneorm
Gå i bad hver dag
Vask altid hænder efter toiletbesøg, før madlavning og før spisning
Gør toilettet rent – hyppigt og grundig
Sørg for at have kortklippede negle – Undgå at bide negle
Brug tætsiddende undertøj om natten, som skiftes og vaskes hver dag
Skift sengetøjet hyppigt
Brug neglebørsten flittigt
Gør grundigt rent og vask sengetøj, håndklæder og undertøj ved høj temperatur
Brug evt. håndsprit efter håndvask
Fortæl børnene, at de ikke skal putte fingrene i munden og heller ikke spise bussemænd
Tegn et abonnement på Hejdoktor.dk og læs mere om tjenesten her.