Hvad kan du forvente af den første samtale?
Den første samtale varer 45 minutter og tager udgangspunkt i dig, din situation og det, du gerne vil have hjælp til. Du behøver ikke på forhånd at vide præcis, hvad du skal sige, eller hvad du har brug for - det finder du og din psykolog eller terapeut ud af sammen.
I samtalen får I skabt overblik over det, der fylder, og taler om, hvad du håber at få ud af et forløb. Du får professionel sparring og konkrete perspektiver eller redskaber, som du kan arbejde videre med.
Dit videre forløb
For nogle kan en enkelt samtale give den afklaring og sparring, der er brug for. For andre bliver den første samtale begyndelsen på et længere forløb.
Vi har god erfaring med, at mange får det, de har brug for, inden for 4-6 samtaler, men der er ikke et fast antal. Nogle har brug for færre, andre flere. Det afhænger af dine behov og den udvikling, der sker undervejs.
Vi lægger vægt på, at du oplever progression – i din forståelse, dine reaktioner eller i det, du prøver af i hverdagen. Derfor kan du også få øvelser eller refleksioner med mellem samtalerne, når det giver mening.
Hvis vi vurderer, at du har brug for en anden form for hjælp, hjælper vi dig videre. Det kan eksempelvis være til egen læge, en psykolog med særlige kompetencer eller et andet relevant behandlingstilbud.











